Her er et emne, jeg gerne har villet skrive om i noget tid. Det er et af de mest smertefulde spørgsmål, vi må stille os selv. Og det griber ind i hele vores dybe behov for at høre til.
Hvem er jeg, hvis jeg ikke har en familie, jeg hører til?
Er jeg så bare en fjer i vinden eller en korkprop på åbent tumultarisk hav? Finder jeg aldrig en følelse af at høre til?
De af os, som mangler den dybe tilknytning til vores mor og forældre, føler allerede det her problem. Men hvis vi tager konsekvensen af det, vil det føles som om, at vi endegyldigt vil være i den tilstand, og at alt håb er ude for os.
Vi er nødt til at acceptere vores virkelighed fra et dybere sted – ikke blot i vores tanker om, hvad vores kultur dikterer: Vi skal ære vores forældre, og mor er den bedste i verden.
Men også i forhold til, hvad vores kultur mangler i forhold til at rumme og støtte de af os, som har det her problem med tilknytning.
Der er et tabu omkring det, at det nogle gange er det sundeste for os at stoppe kontakten med vores mor.
At det er den eneste måde, vi virkelig kan komme videre og udvikle et sundt sind og mærke, hvad vi skal for os selv i det liv, vi er givet.
For nogle af os er det ikke muligt at heale, mens vi bibeholder kontakten med vores mor.
For nogle af os er det behovet for ikke at have kontakt kortvarigt. For andre er det så langt øjet rækker.
Det kan kræve enorm styrke og vedholdenhed at gennemføre den beslutning.
Vi kan opleve, at familiemedlemmer eller andre lægger pres på os for at genoptage kontakten. At vi får ansvar for, at vores mors tilstand forværres, eller at vi bryder med nogle traditioner, når vi træffer det valg.
Det kan også være, at vi martres af frygten for at fortryde, hvis vores mor går hen og dør – eller når hun dør.
Hvad kan føre til, at du vælger at stoppe kontakten med din mor?
At vælge ikke at have kontakt er dybt personligt. Der er aldrig to personer, som har samme grund til at gøre det.
Nogle føler, at de har prøvet alt, andre indser at de aldrig kommer til at prøve at få den relation til deres mor, som er nærende – at de simpelthen afskyr hende for meget eller er for vrede – og derfor føler, det er mest sandt både for dem selv og hende ikke at have kontakt.
For andre igen kan forholdet være så meget præget af, at moren vil have behov dækket fra datteren, at datteren giver op og indser, at energien skal bruges på noget, som bringer hende videre i livet og ikke bruges på morens uudgrundelige behov. Det kan også være, at moderen er så kritisk og respektløs, at datteren føler, at hun er nødt til at tage afstand fra den stærkeste krænker, hvad moderen altid vil være, fordi hun har magt og viden som mor.
En pris, du som datter ikke længere vil betale
Man kan dog godt tale om et grundtema hos alle, som vælger ikke at have kontakt. Teamet er, at moderens dysfunktionelle adfærd har haft en stor omkostning for datteren – en pris, som datteren ikke længere er villig til at betale.
Jeg tror ikke, at der er en datter, som vælger ikke at have kontakt, som træffer den beslutning skødesløst eller for sjov – om end datteren nogle gange gør det intuitivt og ikke ud fra et bevidst valg med en liste for og imod.
At vælge ikke at have kontakt kan være den sværeste ting du gør i dit liv, men også det mest frisættende og styrkende valg du træffer.
Det vil ofte føre til uro og kaos i familien, hvis du vælger at stoppe med at have kontakt med din mor. Der vil være familiekomsammener, som du ikke kan komme til, fordi din mor vil være der. Det vil du måske møde kritik for, fra andre familiemedlemmer, som føler, at dit valg går ud over dem. Det kan også være, at de vil forsøge at overtale dig til at genoptage kontakten – fordi din mor lider. Det kan også være, at du vil møde mere af den giftighed eller ignorance, som var grunden til at du måtte trække dig til at begynde med.
Ofte er det sådan i familier, at der er nogle faste roller – men også at vi skydes særlige intentioner og motiver i skoene. Det kan derfor være hårdt, at når vi trækker os for vores egen sundhed og ønske om at udvikle os, er det hårdt at blive mødt med, at vi gør det, fordi vi ikke er søde, og fordi vi er egoistiske.
En familie, som er rigid, vil ofte gå langt for at hive en person ned, som ønsker at gøre sig fri af systemet. Det handler om, at de vil gå langt for ikke at se på sig selv og selv at vokse.
En datter har ofte en rolle, hvor hun er den, som agerer mediator, syndebuk, den betroede, som holder på hemmeligheder, følelsesmæssig omsorgsgiver, svampen, som blot suger andres uregulerede følelser op, eller den søde og pleasende, som ikke gynger båden – og hendes værdi ligger heri.
Derfor er det særligt forstyrrende, når selvsamme datter får tydeligere grænser, ikke vil være med til at blive behandlet dårligt, og ikke længere stiller op, som hun har gjort før.
Kort om min historie med at stoppe kontakten.
Jeg har to gange i mit liv haft pause på nogle år, hvor jeg ikke så min mor.
Det har særligt været, når jeg har haft udfordringer, som gjorde det nemt at træffe beslutningen. Jeg havde simpelthen ikke overskud til at have kontakt med hende, fordi jeg følte mig drænet af vores relation, og den understøttede det dårlige selvværd, som i udgangspunktet var årsagen til den destruktive relation, jeg var havnet i.
Det er derfor sket spontant og uden mange ord, de gange det er sket.
Jeg havde ganske enkelt bare ikke overskuddet til det. Man kan godt sige, at jeg blev kold. Men det var en kulde, som handlede om at overleve, og jeg var begge gange i fuld gang med at prøve at hitte rede i, hvad der var sandt og falsk i alle de historier og de billeder, jeg havde af min opvækst og familie. Der skete ting i mit liv, som fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved det meste – og jeg havde brug for ro og fornuft for at få styr på mit liv.
Ingen af gangene var nogen i familien for alvor nysgerrig på, hvad der var grunden til, at jeg trak mig. Det er ofte sådan i dysfunktionelle familier, at vi bare går ud fra, at vi kender de andres motiver for, hvorfor de gør, som de gør.
Vi kan have en mor, som kommer ind ad døren og ikke spørger til os, fordi hun allerede mener at vide, hvordan vi har det.
Når vi mødes med den hårdhed, kan det være svært selv at mærke vores sårbarhed i det.
Men det er klart at den er vi nødt til at mærke og gå igennem. Smerten ved at virkeligheden bliver tydeligere for os – og ensomheden, som nok altid har været der, bliver helt konkret.
Følelsen af, at vi ikke har en mor, og skammen, som det også kan afstedkomme.
Jeg ved, at for andre, kan processen foregå meget mere bevidst og at bruddet kommer efter alt er prøvet af, for at forbedre relationen med mor. Og for den datter, kan bruddet føles som et stort nederlag og det gøres i smerte.
Vi kan opleve, at ting vi har gjort i fortiden, vil blive brug imod os, hvis vi stopper kontakten. Alt, på nær vores mors rolle i konflikten.
Det, er vigtigt at forstå, at det negative vi møder i forbindelse med bruddet ikke handler om os, men om mennesker, som ikke ønsker at flytte sig. Det er, hvad der sker, når mennesker, som ikke har arbejdet med sit indre liv, bliver konfronteret med den smerte, som de ikke vil vedkende sig.
Men vi kan ikke redde vores mor. Vi kan ikke redde vores familier – men vi har pligt til at heale vores indre barn og ikke svigte det.
Noget, som kan være svært at tage ind, er at vores mor eller familie ikke er i stand til at forstå os. Eller det kan føles som, at vi taler to forskellige sprog.
Vi kan nogle gange føle, at de reaktioner vi får må handle om, at de ikke VIL forstå os, fordi det vil rykke på deres egne selvopfattelser.
Men det bliver efterhånden tydeligt, at du langsomt må forme din egen forståelse af dig selv – fri af påvirkning.
Når du stopper kontakten med din mor, vil dit liv måske begynde at blive bedre på flere forskellige områder. Du får mere energi og overskud. Kroniske sygdomme kan heale op. Men for hvert nyt område du erobrer, kan du blive mindet om, at du ikke har en familie at dele det med.
Smerten betyder ikke, at du har valgt forkert.
Den skyldfølelse du måske føler over ikke at tage dig af din familie, nu, hvor du har det bedre, eller over at du har det godt uden dem, betyder ikke at du skal genoptage kontakten.
Smerten kan blandt andet bestå i at få tanker som: nu har de ret – jeg er et utaknemmeligt og selvoptaget menneske. Eller: jeg er jo en datter, som ikke er sød.
Du kan også komme til at savne en mor så meget, at du hellere vil have samvær med den mor du har, end ingen kontakt med mor.
Her kan det være en god idé at læse min blog om måder at være bevidst sammen med sin mor på.
Det kan også være, at du føler at bruddet forstærker din smerte – fordi nu har du ultimativt kommunikeret, at du har brug for at blive mødt på en ny måde, uden det sker.
Der er ikke et brud, som er ligesom et andet, så vi kan ikke sige andet end at forholdet til mor, forvolder smerte, som forstørres af kontakten og at vi ønsker udvikling og at få hold på os selv.
Uanset, hvilke følelser bruddet bringer op, skal de følelser bruges til at heale.
Det er følelser, som skal bruges til din proces – til at forstå de roller du er blevet tildelt og de følelser, som kunne bruges til at manipulere dig til at passe ind i familien.
Du finder ud af, at du kan heale, uden at din mor healer med. Det kan være, at du oplever fornyet smerte, hver gang du når nye højder – når du når hen et sted, hvor din mor ikke er nået til – du kan få lyst til at tage hende med dig.
Men det bedste du kan gøre er at sørge. For du kan ikke flytte mennesker – de kan kun flytte sig selv.
Det er den smerte og sorg, som sætter dig fri.
Det kan være, at smerten føles som om, den går gennem marv og ben – en gammel sorg, nedarvet i generationer.
Det kan føles som om, det er svært at trække vejret helt ind i bevægelsen: at nu går du videre uden hende – eller måske uden din familie.
Men det bliver nemmere og nemmere med tiden.
At vælge at stoppe kontakten med din mor, kan være en måde at bryde igennem tågen på.
Ofte når vi sætter en klar og tydelig grænse, så bliver vores udsyn klarere. Vores angst og depression kan lette. Og integritet bliver det nye fundament du vælger at leve dit liv ud fra.
Når vi siger fra over for en relation, som vi har så tæt på os og som fylder så meget i vores liv, har det ofte en krusningseffekt og vi bliver i stand til at have modet til at sige fra overfor andre mennesker og forhold, som ikke tjener os i vores liv.
På samme måde som, at når vi er i en tæt relation med vores mor, som overskrider vores grænser, trættes vores grænser og det bliver normalt ikke at reagere på dem – ej heller i andre relationer.
Når du vælger at stoppe kontakten med din mor, betyder det ikke, at du vælger hende fra. Det betyder ikke, at du ikke elsker hende og din familie – om end det kan være, du har det sådan. Paradokset er, at du kan elske hende, men samtidig have brug for luft og rum til dig selv.
At vælge ikke at have kontakt, betyder blot, at du har brug for tid og rum til at heale og til at leve det liv – eller måske gå på opdagelse i, hvilke liv du drømmer om for dig selv.
De kvinder som oplever, at de ikke har andet valg end at stoppe kontakten, sender en klar besked til deres mor om: Nu har du ansvaret for dit eget liv og jeg tager ansvaret for mit.
Hvis vi går med vrede, måske smækker døren, er det vigtigt at holde rum for vreden og arbejde den igennem, så du endelig kan komme frem til den healende sorg og smerte, som det er at stå alene – ved at gøre det, vinder du oplevelsen at være mere sand og modig end du nogensinde har været før.
Du tager konsekvensen af, hvordan giftighed og følelsesmæssig umodenhed, påvirker dit liv negativt og du vælger dit eget liv og din sundhed til. Du laver måske en pagt med dit indre barn om, at nu kommer det først.