Ligesom det er vigtigt, at vi åbent møder vores vrede, når vi arbejder med at heale modersåret, må vi møde vores sorg.

Det er helt essentielt i vores healing af modersåret, at vi må sørge. Det er den sorg som kommer, når vi nu ser realistisk på vores barndom, og på hvordan vi har søgt efter, at få de uopfyldte behov dækket senere i livet. Al den energi vi har brugt på at jage forløsning og på at undgå at mærke den fortvivlelse, som er i centret af moder såret.

Inge Schützack Holm skriver i sin bog ”Forkert”:  ”Sorg er en måde vi kan give slip på en elsket person, eller ting for den sags skyld.

For at kunne sørge, og dermed hele et traumatisk tab, må man først indse tabet i dets fulde omfang og dernæst tilbagetrække den livsenergi, man har investeret i personen”.

Når vi ser, at vi har tabt vores mor flere gange undervejs i livet, og at hun er tabt nu – hun kan ikke heale os. At vi selv må heale vores mangeltilstand, så får vi til gengæld adgang til hele vores livsenergi.

Vi må sørge over det, vi ikke fik, det vi føler, vi mangler nu, fordi vi aldrig har fået det.

Vi må sørge over den smerte, ensomhed og utryghed vi følte som børn, som nu har sat sit præg på vores nervesystem, krop, følelser og tanker og sørge over hvor forkvaklet vores liv er blevet af det.

Men for at kunne sørge, må vi give slip på benægtelse og forsvar, og arbejde os igennem vrede, depression og vi må komme til accept af virkeligheden om vores opvækst. Og at alt det vi gjorde og stadigvæk gør for at blive set og endelig blive gode nok, var og er forgæves.

Vi må sørge over, hvor trætte vi er.

Min mentor sagde engang, Gud er i virkeligheden. Magien kan først opstå, når vi er i total accept af den virkelighed, vi er i.

Vi må give slip på urealistiske håb.

Jasmin Lee Cori kommer med eksempler på ”hvis bare..,” i sin bog: The emotional absent mother.” For eksempel kan vi som små piger have tænkt: Hvis bare jeg kunne være en god pige og ikke forstyrre mor, Hvis bare jeg kunne lade være med at græde, hvis bare jeg kunne gøre hende stolt.

Andre ”hvis bare…”, kan være: Hvis bare far ville være sødere, så ville mor være glad. Hvis bare vi ikke var sådan en rodet familie, ville mor være glad, hvis bare vi var finere, hvis bare de ville være sødere mod mor på hendes arbejde. Hvis bare mor var rask osv.

De her ”hvis bare …” forestillinger, de fortsætter op i livet. Det er en overlevelsesstrategi, som hårdnakket holder ved.

Forfatter og psykoterapeut Lindsay Gibson formulerer det således (frit oversat):

Uden at indse graden af sine forældres udviklingsmæssige begrænsninger, tror mange børn at der er indeni de følelsesmæssigt umodne mennesker, de voksne er, må være en genuin fuldt ud udviklet person som gemmer sig indeni forælderen. Et ægte selv, som barnet kunne få lov at forbinde sig med, hvis forælderen blot ville lade det”. (s. 154 EAM)

Det kan være, at vores mor lige akkurat udviser nok respons til at holde vores ønskedrøm ved lige. Hvis hun nogle gange er nærværende og tryg.

Det kan forekomme os, at vi ikke vil overleve sorgen, ved at indse at den person ikke findes derude. Den person som er intakt, varm, til rådighed, ansvarlig, og indstillet på vores behov.

Men vi må sørge, og blive ven med den sorg det er at acceptere den virkelighed, som i sidste ende sætter os fri.

Vores indre barn, den lille pige, som har været i overlevelses tilstand, er træt. Hun har brug for at blive holdt om og hjulpet med at komme igennem de følelser, som der ikke var rum for, dengang de oplevelser fandt sted.

Vores indre barn har brug for at være i fortvivlelsen. At være med os nu, hvor vi kan være der, mens sorgen får plads.

Det kan føles som om, vi ikke overlever at indse den virkelighed, hvorfor depression kan træde ind før sorgen. Det kan føles som om vores hjerte vil briste. Men hvis vi sørger og gør det med omsorg for os selv, finder vi langt om længe fred og får nye handlemuligheder.